Hmm - hvor er det frustrerende for mig at gå rundt i min arbejds-dagligdag og høre at mine kolleger ikke kan nå dette og hint og har aldrig tid til noget af alt det de skal. Og så vide at de glemmer at lige midt i blandt dem går en lille stressvejleder rundt og er et stort spørgsmålstegn! For hvorfor kommer de dog ikke og siger noget????????
Hvorfor, hvis nu det er så stort problem, kalder vi ikke en spade for en spade og er fælles om det her? Hvorfor beder vi ikke om hjælp når vi har brug for hjælp, istedet for at spille martyr?
Lad os nu få de arme til at juble istedet for at slå opgivende ud med dem - for vi kan sgu godt!
